lørdag, maj 26, 2007

En tur i Lækkerland

Jeg har lige været en tur i Lækkerland. Det er den lokale slikpusher, der ligger lige ovre på den anden side af vejen. Hele den ene side af butikken bugner af bland-selv-slik i alle afskygninger. Der er skumsvampe (både med og uden chokolade selvfølgelig), mini-snickers og syrlinger til sukkertanden og saltbomber, sød lakrids og salte fisk til den lidt mere salte tand. Der er kort sagt alt, hvad hjertet begærer. Puha, det er så svært at vælge! Det er måske en af årsagerne til, at der endte med at være for lidt over 52 kroner blandet slik i papirsposen med Haribo-bamsen udenpå. Men heldigvis er det ligesom lidt mere okay at gå amok ved slikhylderne, når man har et otteårigt barn med. Så nu vil jeg liste ind i stuen og spise noget af den kæmpe mængde slik, vi har købt, mens jeg ser Krummerne. Og så håber jeg, at kæmpeslikposen trods alt holder til i morgen aften også...

2 kommentarer:

Ben sagde ...

Hihi - så fik du prøvet slik-biksen :-) Imponerende at der gik så længe - og ja, så var det ikke engang for din skyld da du endelig kom derind. Ses i morgen.

Anne sagde ...

Ha ha! Respekt for sliklysten. Håber du nyder slikkerierne og er en god voksen og husker at hjælpe det stakkels barn med at fortære herlighederne!