Ny blog

I anledning af Folketingets åbning har jeg lavet en ny blog om politisk retorik. Den kan besøges via min linksamling.

Telefoninterviewet fra undreland

Jeg bliver af og til ringet op af interviewere fra et analysebureau for tiden. Jeg mener, det er det, der hedder Catinét. Jeg tror, jeg er kommet til at sige ja til, at de gerne må ringe igen på et eller andet tidspunkt (og undrer mig stadig over, hvor de har fået mit nummer fra i første omgang). Så sent som i dag fik jeg et opkald fra dem, og nogle gange må jeg altså undre mig helt enormt over de spørgsmål, de stiller. I dag var emnet Grøn Koncert. Interviewet starter med, at jeg får mulighed til at sige, at det i hvert fald ikke er bands som Nik&Jay og andre i den stil, som hun kaldte ”unge”, der får mig til at tage til Grøn Koncert. Og sørme, om pigen i den anden ende af røret ikke pludselig stiller mig spørgsmålet, om jeg har tænkt mig at tage til Grøn Koncert senere i år. ”Jamen”, siger jeg, ”der er jo ikke flere koncerter i år, så det bliver lidt svært”. ”Øhm”, svarer hun, ”der er vist en i København senere”. ”Nej”, må jeg så forklare interviewpigen, ”det var i går…”. Og det havde jeg tilfældigvis fuldstændig styr på, fordi min kæreste faktisk havde to billetter til samme arrangement, som vi valgte ikke at tage til, fordi vejret ikke helt viste sig fra sin pæne side. Gad vide, hvor mange hun har spurgt om det samme i dag. Jeg håber virkelig ikke, at Tuborg eller Muskelsvindsfonden, eller hvem, der nu har bestilt den undersøgelse, har betalt særlig meget for den. For det mindste, man kan forlange af en, der er ansat til at stille spørgsmål om et så begrænset emne, er vel, at personen besidder et minimum af viden om det. Men når det er sagt, har jeg faktisk moret mig kosteligt over samtalen hele eftermiddagen. Og så priser jeg mig bare lykkelig for, at det ikke er mig selv, der har sådan et interviewjob.

Agurketid

Så endte min månedlange ferie fra arbejdet. Og første arbejdsdag byder på…agurketid! De fleste aviser har udskrifter af diverse interview med Michael Rasmussen. Interview (i flertal), som jeg egentlig har mistænkt for at være et og samme interview. Eller også må MR have kedet sig gevaldigt med at komme med nærmest præcis de samme udtalelser til mindst to medier. Måske kunne der blive en bachelorudgave ud af hele den der Rasmussen-misere? Nå, tilbage til arbejdet. Der er aviser, der skal kopieres, og kaffe, der skal drikkes.

Projekt realiseret

Sørme, om ikke mit bogreolprojekt blev realiseret allerede i går! Jeg trodsede vejret og kom af sted mellem to byger. Næsten, i hvert fald… Der er plads til omtrent hele min krimisamling i min fine, nye reol. Der var nogle bøger, der var for høje til reolen, så de bor stadig på kontoret. Her er den så, den nye reol:




Jeg kom ved en tilfældighed til at slå over på en temaudsendelse om krimier på DR2 i dag. Jeg tror i øvrigt, at udsendelsen har været vist før, for jeg synes, jeg har set den annonceret for noget tid siden. Nå, men i hvert fald handlede noget af udsendelsen om, at man i Danmark ikke har så mange skrivekurser for menigmand. Dem har de til gengæld en del af i Sverige (kurser, altså, ikke menigmænd. Eller jo, dem er der jo også mange af) som jo har produceret mangen en fornøjelig krimi, og i ifølge DR2-udsendelsen har flere af de nyere svenske krimiforfattere startet deres karriere, så at sige, på disse kurser. Så var det, jeg tænkte, at det kunne være ret spændende at tilmelde sig sådan et kursus engang. Jeg har nemlig altid været tiltrukket af idéen om at prøve at skrive skønlitteratur. Måske en lille krimi? Jeg er ret sikker på, at det ville være en glimrende måde at få afløb for en masse ting, hvis man var i stand til at sætte sig ned og skrive skønlitteratur. Om der så rent faktisk er noget at byde på fra mit tastatur, eller om jeg bare har læst en krimi eller to for meget her i sommergråvejret, det kan jo komme an på en prøve. Lige nu er det bare en idé, der rumsterer i mit hoved, men det kunne da være sjovt…

Det der med vejret...

Et af de bedste, og i nogles øjne mest overfladiske, samtaleemner er vejret. Især hvis det er specielt godt eller skidt. Man kan næsten altid stå og nikke og blive enige om, hvad man skal mene om vejret i dag. Og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke selv går af vejen for en god, lille isbrydende samtale om vejret. Og sådan vil det givetvis også være, hvis jeg nogensinde får bevæget mig ud i det omkringliggende samfund i dag, hvor jeg lige har oplevet den mest aggressive byge længe! Det regnede bogstavelig talt ind ad mit køkkenvindue. Og det er jo ikke ligefrem ønskevejret, når man har noget, der minder om verdens længste sommerferie. Det er selvfølgelig fint nok, hvis man bare vil ligge på sofaen og læse krimier (har indtil videre læst omkring seks, så nu holder jeg en lille pause fra dem), men jeg vil blive SÅ ked af det, hvis det ikke bliver bare lidt godt vejr, når vi skal holde børneferie om to uger. For en uge indenfor, det gider jeg bare ikke! Man kan selvfølgelig godt tage i Tivoli eller BonBon Land, selv om det regner, men det er unægtelig lidt sjovere, hvis man i det mindste har mulighed for at vælge en dag, hvor solen skinner bare lidt. Men på den anden side, hvis det er dårligt vejr, skal man sikkert ikke stå i kø særligt længe ved hver forlystelse. Tja, jeg tror nu alligevel, jeg vil foretrække lidt godt vejr. Så er det også sjovere at spise kæmpeis.

Eftersom vejret ikke lader til at blive bedre lige foreløbig, har jeg opfundet et nyt projekt i mit hoved: Jeg skal anskaffe en lille bogreol til stuen. Der er nemlig snart ikke plads til flere bøger i vores kontor/gæsteværelse, så det ville være perfekt med en lille reol i stuen, hvor de mest stuevenlige bøger kunne få en æresplads. Hvilke bøger, det i givet fald skal være, er jeg ikke helt klar over endnu. Men det skal i hvert fald være nogle skønlitterære af slagsen. Måske nogle af mine biografier om store politiske figurer i dansk historie (ja, ja, det ville måske endda ende med, at jeg så fik læste nogle af dem. Intentionerne er der skam, det er bare lige det der med at komme i gang) eller måske min efterhånden godt udbyggede krimisamling. Der kunne måske endda blive plads til begge dele, hvis jeg finder den rigtige reol. En ting er i hvert fald klar: De faglitterære bøger får ikke lov til at komme ind i stuen og bo. De må pænt blive, hvor de hører til, nemlig i kontorlignende omgivelser, hvor de kan stå og føle sig vigtige. Nu er næste skridt så at komme ud i verden og opstøve en reol. Jeg har en idé om at smutte en tur hen i det lokale antikvariat. Der plejer at være noget, jeg kan bruge.

Krimilæsning

Så kom den endelig, sommerferien. For mit vedkommende har jeg ikke rigtig opfattet, at den er begyndt endnu. Sådan rigtigt, i hvert fald. Jeg har dog fået gang i én sommerferieaktivitet, nemlig krimilæsning. Det har jeg også ventet på hele semestret, så der gik ikke længe, inden jeg kastede mig frådende over fjerde bind i Ian Rankins serie om John Rebus (som er blevet filmatiseret, først med John Hannah i titelrollen, siden med Ken Stott). Den er jeg endda også færdig med og er nu i gang med femte bind i serien. ”Fortids synder”, hedder den. Indtil videre er den faktisk ret meget bedre end det bind, jeg lige er blevet færdig med, ”Strip Jack”. Måske har det noget at gøre med, at jeg rent faktisk for ikke så længe siden så en tv-udgave af netop ”Strip Jack”, godt nok i lettere omgjort version, men alligevel. Efter min mening er der nu bare meget mere Rebusstemning i ”Fortids synder” end i ”Strip Jack”. Jeg synes, jeg manglede alle referencerne til Rebus’ fortid i ”Strip Jack”, og da de så kom igen i ”Fortids synder” blev jeg helt overrasket, for jeg havde faktisk glemt nogle af dem. Det resulterede i, at jeg kom til at tænke over, om jeg mon var kommet til at springe en bog i serien over. Ikke godt… Jeg kan nemlig bedst lide at læse sådan nogle krimier i kronologisk rækkefølge, selv om der plejer at stå på omslaget, at man kan læse dem uafhængigt af hinanden, men det er nu noget fis, synes jeg. I hvert fald hvis man vil have det optimale ud af bøgerne og personkarakteristikkerne. Så derfor fik min lille kronologineurose lige lidt næring, da jeg ikke kunne overskue, hvis jeg skulle til at stoppe med den bog, jeg lige var så godt i gang med, for at gå i gang med en anden, der egentlig burde have været læst først. Og på den anden side ville det jo også forstyrre min læsning, hvis jeg bare læste bogen færdig, og så bagefter læste en, der kronologisk kom før. Uha, en forvirrende tanke! Så stor var min lettelse, da jeg fandt ud af, efter adskillige krydstjek, at jeg skam var gået i gang med den rigtige bog i rækken. Så nu vil jeg forlade computeren på mit arbejde og cykle hjem og komme videre med den kære Rebus.

En stille undren

Der er noget, jeg ikke forstår. Det er de her træskolignende gummisko, som ret mange folk efterhånden er begyndt at gå rundt i. De produceres tilsyneladende i alskens farvestrålende varianter, jeg har for eksempel set dem i pink og klar blå. Jeg har lige kigget ud ad vinduet, og der, ovre på den anden side af gaden, så jeg endnu en, som var iført skoene (den pink variant). Og der er altså tale om voksne mennesker. Jeg tænker, at den eneste forklaring på det udbredte fænomen må være, at de er yderst behagelige at gå i. Jeg kan ikke umiddelbart finde andre forklaringer på skoenes popularitet. For pæne, det er de altså ikke. En mulig anden forklaring kunne selvfølgelig være, at de nok er mægtig gode at have ved hånden (eller snarere på fødderne), når man skal bade i havvand og derfor er tvunget til at gå gennem en større mængde mindre sten, der ligger og roder på havbunden, hvilket naturligvis ikke er så rart igen med bare tæer. Men så forstår jeg bare ikke, hvad skoene laver på landjorden. Der kunne selvfølgelig også være en tredje forklaring: At skoene er en mærkevare. Se, det ville jo straks forklare, hvorfor en ikke synderlig køn genstand pludselig bliver smart at gå med.


Jeg har fundet et billede af skoene på nettet. Godt nok er disse, som jeg har fundet på en hjemmeside, der hedder babyluna.dk, til børn, men det siger egentlig så meget desto mere om, hvordan det så ser ud, når voksne trasker rundt i dem. Ja, ja. Jeg vil nok fortsætte med at undre mig hele sommeren, for det lader til, at de bliver et mere og mere udbredt fænomen, disse træskolignende gummisko. Det er måske bare mig, der ikke ejer æstetisk sans?

En mærket krop

Puha, jeg kan godt mærke på min krop, at den har fået lov til at mæske sig i alt for meget slik her over weekenden. Og i endnu længere tid, hvis jeg nu skal være rigtig ærlig. Det skal siges, at kæmpeslikposen holdt i går aftes med også. Men den er altså også helt tom nu. Fuldstændig… Det kan man til gengæld ikke sige om min mave. Uh, hvor den glæder dig til at blive sund igen! Spørgsmålet er så, om hjernen vil samarbejde med maven om det der med sundheden. Jeg har en grum mistanke om, at det bliver svært. Jeg har prøvet at gøre det lidt lettere for hjernen ved at købe frugt, så der er noget at forfalde til, når den begynder at kræve søde sager. Banan og mango; kan det blive meget sødere? Så er spørgsmålet bare, om de gode frugter kan konkurrere med de onde isbåde i fryseren. Det er i sandhed en antitetisk tanke, der får enhver tale fra både (uden yderligere henvisning til de dejlige isbåde) Fogh, Kennedy og andre statsmænd til at blegne. Nå, men jeg håber i hvert fald, jeg kan få hjernen med på at leve bare lidt mere sundt her op til eksamen. Bare lidt… Nu er der jo ikke noget otteårigt barn, jeg kan bruge som undskyldning for at gå over i Lækkerland i et par uger.