Telefoninterviewet fra undreland

Jeg bliver af og til ringet op af interviewere fra et analysebureau for tiden. Jeg mener, det er det, der hedder Catinét. Jeg tror, jeg er kommet til at sige ja til, at de gerne må ringe igen på et eller andet tidspunkt (og undrer mig stadig over, hvor de har fået mit nummer fra i første omgang). Så sent som i dag fik jeg et opkald fra dem, og nogle gange må jeg altså undre mig helt enormt over de spørgsmål, de stiller. I dag var emnet Grøn Koncert. Interviewet starter med, at jeg får mulighed til at sige, at det i hvert fald ikke er bands som Nik&Jay og andre i den stil, som hun kaldte ”unge”, der får mig til at tage til Grøn Koncert. Og sørme, om pigen i den anden ende af røret ikke pludselig stiller mig spørgsmålet, om jeg har tænkt mig at tage til Grøn Koncert senere i år. ”Jamen”, siger jeg, ”der er jo ikke flere koncerter i år, så det bliver lidt svært”. ”Øhm”, svarer hun, ”der er vist en i København senere”. ”Nej”, må jeg så forklare interviewpigen, ”det var i går…”. Og det havde jeg tilfældigvis fuldstændig styr på, fordi min kæreste faktisk havde to billetter til samme arrangement, som vi valgte ikke at tage til, fordi vejret ikke helt viste sig fra sin pæne side. Gad vide, hvor mange hun har spurgt om det samme i dag. Jeg håber virkelig ikke, at Tuborg eller Muskelsvindsfonden, eller hvem, der nu har bestilt den undersøgelse, har betalt særlig meget for den. For det mindste, man kan forlange af en, der er ansat til at stille spørgsmål om et så begrænset emne, er vel, at personen besidder et minimum af viden om det. Men når det er sagt, har jeg faktisk moret mig kosteligt over samtalen hele eftermiddagen. Og så priser jeg mig bare lykkelig for, at det ikke er mig selv, der har sådan et interviewjob.