torsdag, juni 15, 2006

Velkommen til sproghjørnet

Jeg er i mit sprognørdede hjørne i dag! Har lige genopdaget en sjov side på nettet: FIDUSOs hjemmeside. FIDUSO er en forening, hvis medlemmer går helhjertet ind for en fed form for udlugning af fejl i det danske sprog. Forkerte apostroffer, sammensatte og delte ord, der ikke burde være det, og underlige ordstillinger er nogle af de ting, foreningen tager op på deres hjemmeside. Hjemmesiden indeholder eksempler på en masse morsomme ordforviklinger, som man kan sidde og trække en del på smilebåndet over. Hvad siger I for eksempel til disse herlige sætninger:


”IBKA har specialiseret sig især inden for Højtrykspuling og Tørstofsugning.” (læg især mærke til tredjesidste ord…!)


”Om torsdagen indfandt han sig hos Lassen i Nibe, hvor han i renset stand og pakket i plastikposer fik 20 kg ål, som han solgte på torvet i Ålborg.”


Eller hvad med denne afskrift fra TV4’s tekst-tv:
”I aftenens afsnit af De unge mødre skal vi til barnedåb hos Bente og til fødselsdag hos Mia Maja, der blev gravid som 14-årig. Og så skal vi se, hvordan Alis fra Odense får hendes hverdag, som mor til at hænge sammen, når vi bliver inviteret indenfor på hendes værelse hos forældrene på kun 7 kvadratmeter.”

Er det bare mig, eller er det hylende morsomt? Okay, måske ikke ligefrem hylende morsomt, men det er da utroligt, hvor ukritiske folk er, når de skriver i det (mere eller mindre) offentlige rum.

Hvis man tænker over det, møder man faktisk en masse eksempler på lignende sprogbøffer i sin hverdag. Tror jeg vil til at nævne dem her på siden fremover. Hvem ved, måske er der et element af underholdningsværdi i det (for andre end mig vel at mærke) ;-)

Ingen kommentarer: