Dagen, hvor en tradition blev brudt



I dag er det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. Dagen, hvor de røde faner skal hentes frem fra gemmerne og luftes. Ak, ja. Der var engang, og det er ikke starten på et eventyr, hvor jeg troligt troppede op 1. maj og selv svingede med fanen og Arbejdersangbogen. Jeg tror faktisk, at jeg har været af sted hver 1. maj i de sidste syv eller otte år. Og jeg havde da også overvejet at tage i Fælledparken i dag for at se, hvad der sker. Men nu ved jeg ikke helt. For jeg synes ikke rigtig, det siger mig noget længere. Jeg gider jo ikke tage derind alene, men de fleste af dem, jeg kender, som skal derind, de lader mere til at se dagen som en anledning til at legitimere øldrikning fra den årle morgenstund. Så noget siger mig, at i dag bliver dagen, hvor jeg bryder med en tradition. Måske jeg vil finde Arbejdersangbogen frem derhjemme og synge en lille sang for mig selv. ”Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst…”. Og hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg måske finde en rød serviet, som jeg kan svinge med imens.