Dvaskhed

Det eneste ord, der beskriver min tilstand lige nu, er dvaskhed. Der er en masse ting, jeg burde lave, men som jeg ikke får gjort. Og det skyldes ene og alene dvaskheden.
Dvaskheden angriber oftest, når den er mindst ventet og mest ubelejlig. Nogle ville nok sige, at den er uretfærdig. Men jeg tror mere, dvaskheden prøver at fortælle en, at man skal tage dem lidt med ro og bare slappe af. Og til det formål er dvaskheden fin. Nogle gange har den det bare med at overtage, og så bliver det problematisk.
Man er nemlig temmelig begrænset, når man er dvask. Man kan for eksempel godt se fjernsyn, men man kan ikke løbe en tur. Man kan også godt læse skønlitteratur, men ikke faglitteratur, for det kræver for megen stillingtagen.
Jeg ved ikke helt, hvad der fremprovokerer dvaskhed, men jeg ved, at den er der lige nu. Lige der, inde i mit hoved. Den eneste, man kan gøre ved dvaskheden, er at foretage sig noget. Det plejer som regel at hjælpe. Men jeg tror kun, det er symptombehandling. For det har nemlig ikke hjulpet for mig i dag. Jeg har både prøvet at vaske tøj og rydde op, men lige meget hjælper det. Dvaskheden har lagt sig som en tåge inde i mit hoved. Jeg håber, lidt frisk luft hjælper. Jeg skal nemlig til koncert i aften, og så går det ikke at være dvask.